Sporet

Hvad siden viser. Tre måder at pege på en person, i den rækkefølge historien fandt dem: fingeraftryk fra 1892 og DNA fra 1984. Pointen er ikke, at DNA er magi. Pointen er, at et spor kan pege forkert, og at man skal vide hvor sikkert et svar er, før man bruger det til noget.

Det faglige. Gelelektroforese er fysik og kemi, ikke kun biologi. DNA er negativt ladet, det trækkes mod pluspolen, og gelen virker som en si, så de små stumper kommer længst. Det er den samme fysik som elektrolysen i Laboratoriet, bare med større molekyler.

Tre ting, eleverne plejer at tro forkert:

• At et fingeraftryk enten passer eller ikke passer. I virkeligheden tæller man punkter, og et delvist aftryk kan passe på flere.
• At søskende har ens fingeraftryk. Det har de ikke. Fingeraftryk arves slet ikke, heller ikke af enæggede tvillinger. DNA arves derimod.
• At en DNA-match er hundrede procent. Den er en sandsynlighed, og den siger noget om, hvor sjældent mønsteret er, ikke hvem der er skyldig.

De seks sager i trin 4 lærer hver sin ting og kan bruges enkeltvis: 1) en ren match, 2) en bror med halvt sammenfald, 3) ingen af dem passer, 4) et blandingsspor med to personer, 5) en nedbrudt prøve, hvor det rigtige svar er at man ikke kan konkludere, og 6) en forurenet prøve, hvor laboratoriets egen kontrol afslører fejlen.

Trin 5 er nutiden. Gelen bruges ikke længere. I dag tæller man gentagelser på 25 til 30 faste steder i arvemassen og får en række tal, som ligger i et register. Trin 5 viser fem af dem, for at tabellen kan læses. Antallet står i Lex, Retsgenetiske undersøgelser, og de fem navne i tabellen, D3S1358, vWA, FGA, TH01 og D18S51, er rigtige STR-systemer. Eleverne sammenligner tallene selv. Til sidst kommer det, der er blevet det egentlige problem: når man kan finde DNA fra en berøring, kan man også finde DNA fra en, der aldrig har været der.

Tallene om sandsynlighed i trin 5 er eksempler i den rigtige størrelsesorden, ikke tal fra en bestemt dansk undersøgelse. Det står også i koden.