Et molekylesæt af kugler og pinde, bare på skærmen. Hvert atom har et fast antal huller, og de sidder, hvor de sidder. Tryk på et ledigt hul for at hænge noget på, og træk for at dreje molekylet rundt.
Alt omkring dig er bygget af atomer. Luften, vandet, bordet, og dig selv. De er alt for små til at se. Der er flere atomer i en teskefuld vand, end der er teskefulde vand i alle verdenshavene tilsammen.
Her skal du kun bruge én ting om dem: hvert atom kan holde fast i et bestemt antal andre atomer. Ikke flere, ikke færre. Det tal er forskelligt fra grundstof til grundstof, og det ligger fast.
Og at holde fast betyder at dele. Yderst i hvert atom svirrer der elektroner, som er de mindste ladninger, der findes. Kommer to atomer tæt nok på hinanden, kan de lægge én elektron hver ud i midten og dele parret. Det par sidder mellem de to kerner og holder dem sammen som lim. Sådan et delt par kalder man en binding.
To atomer kan dele mere end ét par, og det er lige præcis dét, kuldioxid handler om:
På skærmen tegner vi de ledige huller som grønne plusser. Er der ingen grønne plusser tilbage, er molekylet færdigt.
Formlen fortæller kun, hvor mange atomer der er af hver slags. Den siger ikke, hvad der sidder på hvad, eller hvilken vej det vender i rummet. Og det er dét, der afgør, hvad stoffet gør.
C6H12O6 er det bedste eksempel, for der findes flere helt forskellige stoffer med præcis den formel.
Glukose er kroppens vigtigste brændstof. Din hjerne lever næsten udelukkende af det, og det er også det sukker, planten laver i fotosyntesen.
Fruktose er frugtsukker. Det findes i frugt og honning, og det smager sødere. Her hænger atomerne anderledes sammen, og byggeren kan godt kende forskel på de to.
Galaktose har både de samme atomer og de samme forbindelser som glukose. Kun én OH-gruppe vender den modsatte vej. Det lyder som ingenting, men kroppen behandler de to helt forskelligt. Galaktose møder du mest i mælk, hvor det sidder fast på et glukosemolekyle, og de to tilsammen hedder laktose, altså mælkesukker. Den forskel kan byggeren ikke se, for den ser kun på, hvad der sidder på hvad.
Når byggeren siger, at du har bygget glukose, har du altså bygget skelettet. Det er rigtigt, og det er det, du skal kunne her. Men et rigtigt glukosemolekyle har også en bestemt facon.
Så byg det samme i hånden bagefter. Farverne på skærmen er de samme, som sættene bruger: sort kugle med fire huller er kulstof, rød med to er ilt, hvid med ét er brint, og blå med tre er kvælstof.
En enkeltbinding er én lige pind. En dobbeltbinding laver du med to bløde, bøjelige pinde mellem de samme to kugler. De er nødt til at bue, fordi hullerne i kuglen ikke peger direkte mod hinanden, og det er derfor der ligger bløde pinde i æsken. Har I ingen bløde pinde, findes der også kugler med to huller helt tæt på hinanden til netop det.
Prøv methan i hånden. Fire pinde i den sorte kugle, en hvid på hver, og så har I den pyramide med fire hjørner, som skærmen viser.
Finder du en fejl, eller har du en idé, der gør siden bedre, så skriv til . Rettelser er velkomne, og de bliver lavet. Om siden